Nu med teenager...
At tænke sig - det er 13 år siden - hvor er tiden dog elastisk. Jeg synes det er enormt længe siden jeg var gymnasielærer - knap 11 år siden, men det er ikke ret længe siden, jeg sad med en "lille" (4120 g) sorthåret, langhåret, sortøjet pige i mine arme og tænkte på, at hun var en tro kopi af babybillederne af mig selv.

Nu har jeg en slank lyshåret charmerende skønhed, der både er intellektuelt og kropsligt intelligent - og hun er MIN - ihvertfald 5 år endnu ;-).

Jeg har hørt meget om det forfærdelige i at blive teenageforælder - hvor hårdt det er, at være vidne og stå model til denne løsrivelsesproces. Man skal finde sig i humørsvingninger, fæl tale, smækkende døre,... Klassekammeraternes forældre beklager sig. Jeg undrer mig. Her virker de gode argumenter og indbyrdes samtale stadig godt - her tages stadig hensyn til hinanden - her smækkes ikke med dørene, selvom humøret svinger. Man siger blot fra starten - "jeg er ked/sur/trist" og så ved vi alle, hvad vi har at gøre med.

• Er det fordi jeg har et enebarn??,


• eller kan jeg selv tage lidt af æren med en god opdragelse?,


• eller er jeg blot usædvanlig heldig?

Ja det er jo lige før man laver en gættekonkurrence.Min smertebehandling lader til at bære frugt nu. Jeg har flere og flere perioder uden smerter i trigeminus. Det er lige før, jeg overvejer at melde mig i ind i landsforeningen, ikke for mig selv, men for at bringe mine erfaringer videre, hvis andre kan have glæde af dem. Jeg er så fantastisk heldig at have en god mand, der konstant holder sig opdateret med viden og forskning på området omkring sygdommen, så jeg bruger ikke selv energi på den.

Den sidste tid har været hård, afmagten står og hamrer på døren. Min kæreste ven - Hanne - står i livets sværeste situation. Tænk at få at vide at helbredelse ikke er mulig. Kære Hanne - du er fantastisk, og du giver ikke op. Hvor er jeg heldig at få lov at kende dig. Jeg vil give dig al den styrke og hjælp jeg formår. Jeg er lige her, bare sms.