17. november 2007

Auktioner - QXL og Ebay

Har du prøvet at handle på auktioner?


Det er ved at være længe siden sidst, så en aften uden gemal og med to fnisende teenagere i stuen, ja så er det på tide at sætte sig op på surf-brædtet og begive sig ud i Fiber-space :-)


Turen gik til QXL's strik-afdeling (gad vide om linket virker), hvor jeg har gjort rigtig gode handler tidligere. Men nu skal jeg ellers love for, at priserne er blevet skruet op. Sokkegarner - de selvstribende sælges for minimum 65 kr + forsendelse, gamle Ulrichshæfter for 40 kr og op. Der er vist nogen, der tror, de har guld i skuffen? Ja så vil jeg da langt hellere handle hos velrenomerede online-butikker som Lynghøjgaard Garnbutik, Bendix-Garn og Markno. Man får da for det første billigere garn, hvis man køber en af de gode tilbudspakker, og ikke mindst returret, samt garanti for leverance.


Nej så hellere Ebay.co.uk. Jeg handler altid på den engelske - for jeg forstår ikke så godt tysk, og den amerikanske og australske bliver alt for dyre i forsendelse + risiko for toldvæsenets ekstraopkrævning af moms. Her er mere end 14.000 varer på strik alene. OG fantastiske handler at gøre, selvom der kommer forsendelse oveni. Men man skal lige være varsom med, at man faktisk kan betale med Paypal og ikke skal betale for dyr bankoverførsel til England, samt at sælger vil sende til Danmark. Enkelte skriver, at de kun sender i UK, men hvis man skriver til dem, vil de nu godt alligevel, de er bare lidt i tvivl om portoprisen.


Et guldfund for maskinstrikkere er John Allens Treasury of Machine Knitting Stitches. Tænk jer en startpris på kun £0.99 - 11 kr!!! og den sendes også til DK. Ja nu har jeg bogen, så jeg springer ikke på denne gang. Selv fik jeg min for £8 incl forsendelse - ret godt synes jeg selv. Kan man lide at lege med strikkemaskinen og frembringe mønstre lidt ud over de sædvanlige hulkortsting - så er denne bog et must. Men til gengæld er de øvrige bøger, manden har lavet - kun anvendelige til at sikre, at bordet ikke vipper!! - og tro mig - jeg har dem alle sammen.
Ja der er mange fæller at falde i her - ikke mindst for et fyldt bibliotek og fiberlager. Happy surfing - må De Gode Handlers Gudinde (en søster til Lykkens Pamjulefis) være med jer :-)


1 kommentar:

strikkeforsker sagde ...

Meget garn kan fås billigere i online butikker end på netauktion. Jeg er mest til "nye" varer undtagen bøger. Garn aner man simpelthed ikke hvordan har været opbevaret.