Nænner ikke at bruge det

I aftes blev mit regnbuegarn færdigt. Jeg tror aldrig, jeg får det brugt selv. Det er simpelthen for lækkert at kæle med. Så jeg må jo nok sælge det en dag - for jeg har efterhånden temmelig meget kælegarn. Jeg tror det er typisk for spindere, at man nyder at spinde garnet og erindrer de mange timers tanker, der ligger i det, så man kan slet ikke overskue at skulle bruge det til noget. Men derimod gælder stadig: ude af øje - ude af sind. Tankerne florerer omkring det næste spindeprojekt

Garnet er fotograferet fra begge sider af bundtet, for det er svært at få alle farveforløbene med. Men det starter med solgul og bevæger sig over røde, violette, blå til grønne og gule farver igen. Som en hel regnbue. Der er kun 1 farveforløb.

Data: 2-trådet håndspundet garn: 1 tråd natsort babyalpaca, 1 tråd håndfarvet tussah silke. 208 g / 477 m

Utroligt!!

Jeg er i så godt humør idag. Det gør slet ikke ondt - og det er bare pragtfuldt. Men det var nu også på tide. Hospitalet har været utroligt sjusket i deres behandling af mig, og overlægen har indrømmet dette og informeret mig om mine klagerettigheder. Men jeg tror ikke, jeg vil benytte mig af dem, hvis blot det hele går godt og smerterne forsvinder.

Men nu til noget mere interessant.

Jeg har fået gang i rokken igen. De sidste dage har jeg trampet derudaf, og det har resulteret i lidt af hvert.

Først tog jeg fat på en regnbuefarvet tops i tussah-silke farvet af Kathe. Den havde følgende farveforløb med glidende overgange: solgul, orange, rødorange, rød, rødlilla, lilla, blålilla, blå, mørk turkis, grøn, limegrøn, gulgrøn. Helt fantastisk. Jeg glemte selvfølgelig at tage et billede, men spandt bare. På billedet kan I derfor kun se de sidste farver.

Silken er spundet tyndt og skal tvindes sammen med natsort babyalpaca, som til gengæld er spundet forholdsvis tykt, således resultatet bliver et farveskiftegarn med meget lange farveskift. Jeg har indtil nu kun fået spundet den ene spole af alpacaen. Der mangler endnu en, før jeg skal ned til jumbospinderen, for at få det tvundet.

Garnet skal bruges til en diagonalstrikket stola i et vendbart mønster (ens for og bagside), måske med lidt huller i. Jeg håber, der bliver tilstrækkeligt garn til, at stolaen også kan svøbes om hofterne og varme min ikke helt lille bagdel. (den er måske ikke en ladeport, men så en havelåge i det mindste)

Bidt af spindeloppen fandt jeg i en æske (som Lin altså pludselig skulle bruge, så jeg ikke længere kunne beholde den) nogle meter klatfarvet merinotops i forskellige farver, og så fik jeg den ide, at jeg efterhånden måtte se at få lært at spinde tops fra en ende af, og ikke kun over fold. Det lykkedes sørme. Jeg har nærmest kamgarnsspundet det, så det bliver så tyndt og fast (ingen luft mellem fibrene) som muligt. Formålet er, at jeg vil navajotvinde det for at bevare farveskiftene, men samtidig ikke vil have for tykt et garn, for jeg vil helst strikke i forholdsvis tynde garner (helst mellem p 2½ og 4). Hvad jeg vil bruge det til - tjaeee, sikkert som kælegarn i starten, og så får vi se - en gave måske?

For pokker da osse!!!!

Det skal altså ikke være for let lige nu.

Jeg føler mig lidt hårdt ramt og var faktisk bange for, at den var gruelig gal her i weekenden, hvor jeg fik så mange smerter, at jeg troede, at der var gået infektion i operationssåret (svært at checke, da der ikke er et udvendigt sår).

Idag beroligede lægen mig med, at det bare var blære(røvs)betændelse - men en slem en. Utroligt som min kropsfornemmelse har svigtet mig denne gang. Jeg plejer at kunne mærke dette, næsten før bakterierne kan spores i prøven, men denne gang var følelsen i underlivet helt helt anderledes.

Men nu er jeg i behandling, og om 3 dage kan jeg mærke forbedring - er jeg blevet lovet.

Heldigvis havde jeg idag besøg af Jette fra Vrå. Vi har haft en dejlig hyggelig dag med snak om strik, livet generelt og hinanden specielt. Så jeg fik slet ikke tid til at have ondt af mig selv, men nød det bare i stor stil. - og Plissé fik næsten et halvt ærme.

Lørdag var jeg på biblioteket og høre Hanne Falkenberg igen (har hørt hende før). Jeg fik set den nye model MiMi - den er altså vildt flot og helt sikkert mit næste købeprojekt - for den kan nemlig bæres under en jakke også - uden at komme i karambolage med ærmegab. Endvidere dypper man ikke poncho-kanterne i alt muligt og sidst men ikke mindst: Hætten sidder vidunderligt. Mon ikke det bliver i næste uge, jeg får taget mig sammen til dette - jeg skal lige have strikket nogle prøver op nede fra lageret, da jeg stortset har de fleste af hendes garnfarver på lageret, og derfor kan prøve mig frem til den kombination jeg helst vil have.

Det var herligt at få en snak med Hanne igen. Vi fik da diskuteret Gloria en del og også hendes nye projekter, der er på vej.

Det er nu utroligt, som udsigten til nye projekter og inspiration fra en god veninde kan få livet til at se lysere ud :-) - Lidt tåbeligt egentlig

Blomsterhave i februar

Det kan man jo næsten kalde min stue. Jeg har fået så mange, mange hilsner - og flere besøg af blomsterbuddet - hvor er det dog dejligt.

Søndag kom Margrethe og Susanne - to af mine dejlige kolleger og hilste på. En hyggelig formiddag, hvor jeg først blev meget rørt over kortets forside. Inden i var der et gavekort til en luksusbehandling hos en af byens bedste kosmetologer og en kærlig hilsen fra mine kolleger i sektionen.

Mandag morgen (ha-hmmmm - kl 9.15) ringede det på døren og der stod blomsterbuddet med en kæmpe buket fra hele udviklingsafdelingen ved Sonofon.

Jeg var ellers lige ved at blive irriteret over, at Kim ikke selv kunne låse døren op, men absolut skulle ringe på, og så havde han slet intet med det at gøre.

Igår var der besøg fra både min søster med en buket, Hanne og Kathe med Noro Cash Iroha, lækker æske og flot flot håndfarvet kamgarn, samt påskeliljer, som dog ikke er sprunget helt ud, hvorfor jeg gemmer billedet af dem lidt.

Sidst på dagen ringede det på døren igen. Der stod Lins gudfader med 25 liter hydraulikvæske - det var dog ikke til mig, men til Kims nye lift. Kort tid efter ringede det på igen, og denne gang tænkte jeg igen gnavent, at Anders jo har nøgle til huset, så hvorfor lukker han ikke bare op, men da jeg kom derud stod mine svigerforældre med lækker håndlavet chokolade fra MUMS - og det er bare MUMS.

Og nu skulle man jo så synes, at det var nok - men nej. Idag kom mine forældre - vupti så er der gjort rent over hele hytten - og lige inden de forlod huset - ringede det igen på døren. Denne gang var det så et blomsterbud med den fineste buket fra Hanne V's forældre. En kæmpe overraskelse.

Jeg ville gerne give jer alle et knus og sige så tusind mange tak for blomster, gaver, hilsner på bloggen og på privatmailen og ikke mindst pr telefon og sms. Jeg er så rørt over, at der er så mange mennesker, der tænker på mig. Det er en helt fantastisk følelse

To kom forbi...

med boller og varm chokolade (nej ikke kakao - chokolade!!!) og så en masse strikkerelateret.

Kathe og Hanne besøgte mig igår og passede mig op i alle ender og kanter. Det er en sjov fornemmelse, at andre sørger for alt i ens hjem. Men det var dejligt.

Vi fik snakket, strikket, kigget bøger, spundet lidt og tænkt lidt. Kathe var papparazzi og fangede Hanne og jeg i en diskussion om et af Hannes projekter.

En anden aktivitet bestod i at dele noget af garn-arven fra Hanne V. Det var ikke en let opgave. Jo at dele var let nok, men det var hårdt, for vi kunne jo se og huske alle de drømme og alle de projekter, Hanne havde planlagt med disse garner.

Men det var nu også en god proces at komme igennem, for vi skal jo videre alle sammen og Hanne får vi ikke igen.

Enkelte af projekterne af hendes vil vi dog gøre helt færdige og beholde dem som Hannes trøje/kjole/bluse. Det er en god fornemmelse.

Oppe igen

Oppe ja, men ovenpå - nok ikke helt.

Jeg kom godt igennem min operation i fredags, og var forbløffende hurtigt på benene. 2½ time efter jeg slog øjenene op (ikke med min gode vilje - jeg ville gerne have sovet længere, men sygeplejersken insisterede på at tale til mig - har de dog ingen forståelse for B-mennesker) travede jeg frem og tilbage på gangen - endda uden at vralte som en gås. Jeg var faktisk selv ret overrasket.

Og lørdag morgen, da jeg fik lov at tage hjem - var jeg sikker på, at jeg var klar til at møde på job idag mandag.

Men idag er jeg knap så kry. Kroppen har tydeligvis været udsat for megen stress og nok kan jeg være frisk - men det er ikke ret lang tid ad gangen - så falder jeg enten i søvn eller får ondt. Det første er irriterende (specielt midt i en god film) og det andet er grimt. Hvor er jeg dog utaknemmelig.

Strikketøjet har været flittigt rørt, og forhåbentlig får jeg idag taget billeder.

Hospitalsturen bød på 1½ baby-body (kanter og tryklåse mangler),baby støvler (str. nyfødt - hvis de endda ikke er for små her også) og en enkelt sok. Men jeg strikkede også som en gal for at glemme alt om kaffetørst og sult i fasteperioden. Jeg kom til at vente 6 timer længere end planlagt - og uha hvor kaffe altså dufter så - selv hospitalskaffe.

Bille til min nevø in spe er godt på vej og ærmer/bærestykke er snart færdigt (den strikkes oppefra). Min Lena blev strikket færdig også - og venter nu blot på Mågens Montering - men han har lovet at kigge forbi her en af dagene.

Billeder - jaja jeg ska' nok !!!

Lins digt til Hanne

Hanne har også haft stor betydning for Lin.

Lin holder meget af at skrive og bruge sit sprog, og hendes reaktion på Hannes bortgang var at skrive nedenstående digt. Hvor er jeg dog stolt af hende.


Hanne, du har så meget viljestyrke
en ting, som også jeg gerne vil dyrke.
Jeg beundrer stort din indre skønhed,
og det vil jeg gøre i al evighed.

Selvom det er meget svært for mig,
bliver vi nu nødt til at gå hver sin vej.
Jeg ved det er svært at komme videre
men nu skal vi læse bogens næste sider.

Du vil være i mit hjerte og sind
Du vil være en del af min livs-strikkepind.
Dit minde skal nok holde mig varm
som en trøje strikket af dit garn.

Det er utroligt at du var så stærk,
selvom kræften til sidst fik gjort sit værk
Alle os her vi er her for dig,
og alle os her vi glemmer dig ej.

Lin, 13 år

Blogpause? - nej da!!

Troede I, at jeg holdt pause?

Hvis "ja", så er det nu meget forståeligt. Jeg har været meget lammet og i et følelsesmæssigt limbo den sidste tid. Uden Hanne er verden ikke den samme. Det tager lang tid at behandle sorgen og savnet vil altid være der.

Heldig er jeg i at have veninder som Jette A og Anette. De har begge været med hele vejen sammen med Hanne også. Vi supplerer hinanden godt. Vi har vidt forskellige måder at reagere på sorgen på, men stor forståelse og empati for hinanden. Jeg føler mig heldig at have fået gode veninder i så sen en alder. Jeg plejer jo altid at høre, at rigtige og dybe venskaber etableres oftest før man når de 25 år. Dette har jeg ihvertfald fået modbevist med de venner, jeg har fået. Jeg har i mange år haft bekendtskaber, men kun to venner. Nu har jeg pludselig fået venner, så jeg skal bruge to hænder til at tælle dem

Og venner: ja det er mennesker, hvor jeg tør lade masken falde. Dem, der gerne må se den rigtige Dorthe inden under: Hende, der også kan græde og ikke have kontrol. Det er mennesker, som også sætter ærlighed og ægthed som en fundamental livsværdi. Mennesker, der godt kan tie stille og nyde stilheden uden at finde det pinligt.

Men strikketøjet skal jo strikkes!!

Så nu er jeg næsten færdig med Lena fra Lavold (mangler 6 cm på kraven og så lige besøg af Monterings Mågens), Bille fra Designclub.dk til min nevø in spe er påbegyndt i petrol, blomme og lime, og så rumler Empiremodellen til Netmaskernes udstilling til april også rundt i hovedet og på pindene.

Jeg får en strikkemåned foran mig med 3-4 ugers rekreation oven på operation, og da jeg ikke kan løfte eller bevæge mig meget rundt - ja så kan jeg jo strikke, læse og spinde. - og det starter allerede i overmorgen :-)