31. oktober 2007

Tyste tanker - dystre tanker

En dejlig kvinde måtte igår opgive livet efter 3 års tapper kamp mod kræften.

Ulla, du vil blive savnet af os alle, og mine tanker går til dem, du efterladte.

Tak fordi jeg lærte dig at kende.

25. oktober 2007

Her troede man lige...
at aftenen var planlagt og alt ville gå, som man forventede - men langt langt fra.

Gemalen er på Pejsegaarden på kursus og vi to tøser er alene hjemme. Det er rart at være to - dagene bliver anderledes.

For en gangs skyld ville jeg være den gode (hus)mor, skyndte mig ud at handle ind af gode varer: græskar, chili, hvidløg, fløde, kraftben...

Hjem i huj og hast for at sætte en god suppe igang på kraftben og kaninkøller, så jeg kunne lave en af Lins favoritter: Hokkaido-suppe - og så for rigtig at kræse for hende - rå æblekage med flødeskum.

Knokle knokle knokle.... køkkenet dufter og damper, Pjuk (undulaten) snakker løs og fedter for mig: "Du sød, du sød, du søøøøøøød, hej". Græskarmanden på trappen udenfor er tændt, nu mørket er faldet på. Ja vi mangler vist blot lige et symfoniorkester i haven til at give det sidste pift til stemningen. MEEEEN.....

Så hopper mobilen og sms'erne tikker ind. "Må jeg godt blive hos Nanna og overnatte der i aften - Vi har lavet lektier og vi har alt klar og vi skal nok gå i seng tidligt, og vi skal nok lade være med at snakke hele natten og jeg skal nok tage linser ud, og, og, og ..... PLEEEEEAAASE"

Jeg måtte jo sluge mine principper om altid at sove hjemme på skoledage - hun er trods alt teenager nu, og også holde det hemmeligt, at jeg havde kræset for hende. Hvorfor skulle hun dog have dårlig samvittighed, når vi ikke havde aftalt noget.

Så nu sidder jeg og hygger mig med æblekage i store mængder, ovenpå en god tallerkenfuld Hokkaido suppe. Gloria vokser stille og roligt, kaffen dufter - og Diana Vangsaa læser Patricia Cornwell højt for mig.

23. oktober 2007

En dag på Olympen...

hedder det ikke det, når man er på strikkebesøg hos Zeus(strik) - Hanne?

Ihvertfald sad vi en flok skønne strikkende gudinder og lod pindene få hele armen. Hanne, Hanne, Anni, Lisette, Kathe og jeg diskuterede bøger, fibre, garn, strikketøjer og ALT MULIGT ANDET - mens Hanne med nervøse blikke kiggede ud på sit kastanietræ for at sikre sig, at Peter ikke lige fik det harvet op sammen med resten af haven.

Kathe fik lukket munden på Hanne med denne:

Kathe er en fantastisk dygtig kunsthåndværker - der er ikke det, som hun ikke kan lave - og så sætte farver sammen - ja jeg er bare imponeret.
Mere forunderligt er det dog, at Hanne mødte op i tøj præcist matchende hattens farver. Mon der er mere mellem himmel og jord end bare sådan lige....?
Gloria fik nogle omgange - og nu er jeg ved det yderste af kraven - hvor er den dog dejlig at strikke - selvom vi nu (halvvejs ude) er over 400 m.
Billeder følger snarest

18. oktober 2007

FJOOOOLLLLLLSSSSSS...
Sådan en vidunderlig dag på Lynghøjgaard, og så glemmer jeg kameraet - hvor er det bare typisk mig.

Men så må I nøjes med en skriftlig beretning om Lisette, liflige boller og lækker strik.

Længe har både Lisette og jeg truet med, at NU skulle vi da også snart have en dag sammen, hvor vi ikke skulle andet end at være os - og så idag oprandt den endelig. Jeg mødte op fra morgenstunden og fik de lifligste nybagte boller til kaffen, og så gik snakken og hyggen ellers bare derud af. Vi strikkede, diskuterede garnkvaliteter, 2 farvet patent og bøger. Jeg lærte at strikke 2 sokker på en gang og sidst men ikke mindst: Lisette er et af de skønne mennesker, jeg også kan tie stille sammen med uden at det bliver pinligt.

En dag uden tidsfornemmelse i et parallelunivers, hvor kun strik har en berettigelse. I skulle altså bare prøve det!

Og det bedste - vi fortsætter samværet mandag hos Hanne sammen med flere skønne quinder. Jeg glæder mig allerede

Tak for en dejlig dag, Lisette

17. oktober 2007

ØV...
gider ikke idag - det gør ondt. Laserbehandlingerne påvirker det hele kraftigt, men jeg tror på, at det bliver godt i den sidste ende.

Godt man har selskab af Gloria og en god lydbog

16. oktober 2007

Teenager, traveture og Tivoli...
var de primære ingredienser i min dag idag. Jeg har været på endags shoppingtur til hovedstaden med Lin - og sikke en dag.

Vi tog det tidlige morgenfly og gik på DalleValle for at spise morgenmad - der har man jo direkte udsigt til Strikkeboden - og sikke en udsigt- han sætter jo ligesom de mange Noromodeller lidt i perspektiv.

København byder på mange fristelser, men ikke for en jysk teenager med stor prisbevidsthed. Så vi fik set meget, prøvet lidt mindre og købt lidt. Men det er dejligt at vide, at der ikke bare købes ind, men hver enkelt ting vurderes nøje i forhold til prisen (hun slægter vist sin morfar lidt på :-) ).

Rådhuspladsen er igen ramme om sjov kunst og lige nu er der fokus på affald i byen - eller ønsket om ikke at have noget sådan, så der er bygget maxiversioner af pizzakartoner, sodavandsdåser, tyggegummipakker ... Ganske underholdende, flot og godt lavet

Effektiv travetur gennem Strøget, Købmagergade, Kultorvet, Fiolstræde, Lars Bjørnsensstræde - ja I kender sikkert ruten - gav ømme fødder og knæ, så dagens sidste 3 timer inden togafgang mod Kastrup var for Lin lidt uoverskuelige - indtil jeg sagde, at hvis hun havde kræfterne, kunne vi da sætte os over i Tivoli og hygge os.


Sjældent har jeg set et ansigt stråle så meget. Fødderne var pludseligt ikke ømme mere og energien vendte tilbage for fuldt skrue.

Hele Tivoli er pyntet til Halloween og det var flot - se bare selv:

14. oktober 2007

Felia kom forbi...

Min dejlige yngste niece spurgte i formiddags: "Moster, kan du lege?" og ja, det kunne jeg godt.

En vidunderlig dag med en 7 årigs filosofiske og til tider gammelkloge bemærkninger er nu livsbekræftende. Og så var mit hjerte jo ved at smelte, da hun sagde "skal vi ikke fingerstrikke, det er nu så hyggeligt", så garnkurven blev endevendt og det mest lyserøde sorteret fra (gerne med glimmer), og så gik tiden derudaf.

Resultatet blev et 3 m langt tørklæde som efter foldning ses om min hals (fotograferet efter Sanne B metoden igen med dårligt lys - for jeg har altså ikke gulsot!!!)

Jeg måtte så kvittere med lidt tøj til Build-a-bear minibamserne, nemlig en kjole med pandebånd til kaninen og en hundefrakke til vovsen. Bemærk venligst halehullerne - de var meget vigtige for Felia - for det har det ægte tøj nemlig.

Tak min ven for en dejlig dag. Håber du vil lege igen en anden dag :-).

13. oktober 2007

Så fik jeg hende...
Gloria altså - og hun er bare fin - farvevariant nr 6 (blomme, vinrød og cyklamen). Jeg pralede stort til strikin i Garngalleriet idag, men INGEN var misundelige overhovedet - sagde de ihvertfald ;-P

Jette krævede straks en strikkeprøve, så strukturen kunne ses og her er den så. Mønsteret er ganske enkelt - faktisk næsten identisk med det, der er anvendt i Tweedie. 3 farver - 1 p ret med hver fra samme side og 1 p ret med alle tre tråde tilbage. Her anvendes den glatte side, og i Tweedie den ruflede side.
Jeg skrev til Hanne Falkenberg tidligere på ugen for at høre om farvevarianter - jeg havde kun set den blåsorte på Fischer Filts hjemmeside. Og hun forklarede, at hun ville levere den i 8
varianter til en start, alle i tone-i-tone. Hun havde brugt lang tid på at finde den helt rigtige rækkefølge på de 3 farver, og jeg kan se at hun har ret - det er absolut ikke ligegyldigt med denne rækkefølge, så skulle man engang lege med dette mønster i anden strik, skal der i hvertfald laves en del strikkeprøver først for at få den rigtige sammensætning.
Det ses ikke tydeligt af billederne, men det første er taget med kameraets eget lys og er lidt for lyst men giver det rette indtryk af kølighed i farverne. Det andet billede passer bedre med de egentlige farver, men her er lyset fra lampen alt for varmt.
Så I må vente med at se det, til det er muligt at fotografere i dagslys.
OG SÅ LIGE - tak til Jette, Helle, Anette, Hanne, Susanne, Jette og Ida for gode grin over både pizzaria, cottoncoat og andre sproglige finurligheder - ja I andre må undre jer, når I nu ikke kan få dette serveret med lyd.
Morgenstund har guld i mund...
men den opdagede jeg nu ikke - for dér var jeg ikke vågen. Men søvndrukken stod jeg op til den flotteste morgenhimmel over Gug og tænkte, at jeg lige skulle tisse, og så lige finde kameraet og så skulle billedet på. Men sådan en himmel kan ændre sig med et snuptag, når man vender ryggen til. Så jeg fik kun dette billede. Ret fattigt i forhold til virkeligheden faktisk

12. oktober 2007

Nu gjorde hun det igen.... - eller "GLOOOOOOOORIAAAAAAA"

"Kakerlakkongen har et hoved som en fugl
og de nøgne mennesker har ikke noget skjul
Gloria sidder ved kongens fod
og spejler sig i røven på en djævel der slår rod
hun lukker sine øjne der er ingen trøst
den sorte køter befamler hendes bryst
tar fat om hendes hofter, savler og sir:
”Byen brænder ned, lad os få lidt lir”
Gloria
..."
synger Lars Lilholt hver sommer på Nibefestivallens 1. dag - og jeg står midt for scenen og skråler med sammen med min mor.

Nu sidder jeg og synger det samme, men af en helt anden grund

Gæt hvem der skal hente en pink variation i morgen formiddag? - og så til strik-in i Ry bagefter. Jeg har lige frigjort pinde, så jeg kan starte, hvis ikke jeg kan vente.

Billeder følger, når pakken er i hus

11. oktober 2007

Jeg føler mig rig...

Igår, da jeg lå og havde allermest ondt af mig selv - øm over det hele og med en omgang aku-tortur foran mig - ringede det på døren, og der stod posten med dette:


Tak Jette, du gjorde min dag dejlig og lys. Mmmm jeg elsker Hawthorne

10. oktober 2007

Seeeee - nu er det snart vinter
Dette var haven, jeg stod op til, snottet og træt - mandag morgen


Men smukt var det nu. Og vintertid er spinde og strikketid - så det er jo ikke så slemt.
Spinderier

Endelig blev min silke færdig. En flot vinterturkis i lange farveforløb. Lækker at spinde, dejlig at arbejde med - og den er til salg - hvis nogen skulle have interesse.
Nærbilledet gengiver farverne bedst - men det er forfærdelig svært at få de rigtige farver frem, når man ikke har det rigtige lysudstyr.
Fakta:
Håndfarvet Tussah-silke

230g / 505 m

3 trådet

pris 400 kr
Interesseret?, så send mig en mail på hedehus (a) gmail.com
Endnu en teenager i familien...
Tillykke til dig, Freja - min dejlige ældste guddatter (den 3. oktober - jeg er bare langsom). Du er en evig solstråle i familien med dit store humør og evne til at få os alle til at smile og grine. Altid en glad og belejlig kommentar til enhver situation.

Freja spurgte forsigtigt til sin fødselsdagsfest, om jeg stadig strikkede meget - og om jeg måske havde tid - for så ville hun gerne have sokker, så hun kunne bruge sine lækre støvler hele vinteren. Det kan man jo ikke stå for :-)

Webstrikfestival-produktioner
blev der ikke mange af - pudsigt nok mest snak. Men et tofarvet patenttørklæde i Lucca, som jeg har fået af Helle, blev færdigt - og resultatet ses her. Den multifarvede er dominant på den ene side og den ensfarvede på den anden. Sjovt resultat af enkelt strik.

Metoden er, at der slås op med begge tråde på rundpind. Strik patent med den ene tråd til enden og skub arbejdet tilbage og strik omvendt patent (vrangmaskerne) med den anden farve.

Husk at strikke den sidste maske med begge tråde for at få en jævn kant.

Når der lukkes af, lukkes også af med begge tråde sammen.

Produktet bliver meget vamset og lækkert - lige til at gemme sig i.

Jeg havde egentlig glemt metoden, for jeg strikkede en del vendbare trøjer i 80'erne på denne måde. De var ret populære


Ellers blev det bare til færdiggørelse af 2 par sokker. Ragsokker til Lins gudfader og festlige fødder til mig selv

Det smukkeste garn
på festivallen så jeg i Mariannes Freeform-kurv - se selv. Hjemmefarvet og hjemmespundet - bare flot flot flot.
Gør iøvrigt jer selv den tjeneste at surfe rundt på Mariannes blog. Der er så mange skønne ting at lade sig inspirere af. Og nu er hun også begyndt at avle egen (angora) uld

Webstrikfestival
har mange jo skrevet meget om - og som det fremgår af adskillige blogs (nogle endda med billeddokumentation) ja så deltog jeg også.


En dejlig lang weekend, startende med morgenkaffe hos Kathe, som altid, krydret med en masse inspirerende snak, selvom hun kun havde fået 3 timers søvn grundet en stak brocher, der skulle poleres færdig. Men jeg var så heldig at være den, der skulle overrække til bestillerne - og det var nu en stor fornøjelse.


Hanne blev samlet op i Århus og turen med Mie Mols gik til Odden. Det var en større omgang klatring for at komme op til restauranten - vi blev smidt helt ned i bunden til motorcyklerne, og det var hårdt. Men frokosten var dejlig - og kræfter til en snak blev der også. Men strik - tjaeee - 6 pinde på et tørklæde og så var vi pludselig på Sjælland

Som inkarneret jyde føler man det jo sådan, at når man er på Odden, så er man jo på Sjælland, og hvor langt kan der da så være til Næstved - nej vel...... Hold da op - de har s'gu placeret næstved næsten halvvejs i Polen. Og da vi kom frem, kunne vi slet ikke se BH'er i træerne ved vandrehjemmet og var derfor i tvivl om, hvorvidt vi var kommet det rigtige sted hen.

Men alle de knus og kram og glade hilsner, der ventede inden for, ja så var vi ikke i tvivl

Tak alle sammen for en rigtig dejlig weekend. Nu har jeg næsten fået stemmen igen og glæder mig allerede til 2008 i Silkeborg