25. oktober 2007

Her troede man lige...
at aftenen var planlagt og alt ville gå, som man forventede - men langt langt fra.

Gemalen er på Pejsegaarden på kursus og vi to tøser er alene hjemme. Det er rart at være to - dagene bliver anderledes.

For en gangs skyld ville jeg være den gode (hus)mor, skyndte mig ud at handle ind af gode varer: græskar, chili, hvidløg, fløde, kraftben...

Hjem i huj og hast for at sætte en god suppe igang på kraftben og kaninkøller, så jeg kunne lave en af Lins favoritter: Hokkaido-suppe - og så for rigtig at kræse for hende - rå æblekage med flødeskum.

Knokle knokle knokle.... køkkenet dufter og damper, Pjuk (undulaten) snakker løs og fedter for mig: "Du sød, du sød, du søøøøøøød, hej". Græskarmanden på trappen udenfor er tændt, nu mørket er faldet på. Ja vi mangler vist blot lige et symfoniorkester i haven til at give det sidste pift til stemningen. MEEEEN.....

Så hopper mobilen og sms'erne tikker ind. "Må jeg godt blive hos Nanna og overnatte der i aften - Vi har lavet lektier og vi har alt klar og vi skal nok gå i seng tidligt, og vi skal nok lade være med at snakke hele natten og jeg skal nok tage linser ud, og, og, og ..... PLEEEEEAAASE"

Jeg måtte jo sluge mine principper om altid at sove hjemme på skoledage - hun er trods alt teenager nu, og også holde det hemmeligt, at jeg havde kræset for hende. Hvorfor skulle hun dog have dårlig samvittighed, når vi ikke havde aftalt noget.

Så nu sidder jeg og hygger mig med æblekage i store mængder, ovenpå en god tallerkenfuld Hokkaido suppe. Gloria vokser stille og roligt, kaffen dufter - og Diana Vangsaa læser Patricia Cornwell højt for mig.

3 kommentarer:

The Silent Knitter sagde ...

I skal nok få en hyggelig aften - selv om den bliver hver for sig. Og tror du ikke, Lin vil nyde Hokkaido suppen i morgen, og tilgive dig at det meste (alt???) af æblekagen er væk.
Hyg dig og pas på dig
Knus fra
Hanne

Bente B sagde ...

Hokaido suppe smager smadder godt koldt, skulle jeg hilse at sige....jeg har også en teenager. Du kan lisså godt begynde at vænne dig til fremtiden....

Mette H. sagde ...

Ja Dorthe - sådan må man engang imellem gemme sin skuffelse af vejen og forsøge at få det bedste ud af situationen. det lyder som om du alligevel fik hygget dig.
Jeg er alene hjemme i aften og begge teenagerne har lovet at komme til pigehygge. Og så kommer Kathe og du imorgen. Det bliver en god week-end.