13. februar 2007

Huuuuuuh hvor er her koldt
-8 grader, da jeg skulle forlade kontoret og ud på hotellet. - Ja godt gættet, jeg er i Oslo igen. Jeg holder nu mest af denne by om sommeren - så er en tur på Karl Johan og ved Nationalteateret en dejlig tur - med inspirerende forretninger også - men det bliver det ikke til i dette vejr.

Dagen har været plaget af drillerier. Min PC kunne ikke koble ordentlig op på forbindelsen til Sonofons interne systemer, så jeg ringede til Helpdesk og de lavede en masse fixfaxerier (som jeg advarede dem imod - lidt IT nørd er man jo, og tåbeligheder kan jo hurtigt genkendes) men de blev ved med at påstå, at de kendte fejlen og løsningen derpå. Resultat: nu kan jeg ikke koble på noget som helst (UPS sagde medarbejderen, da vedkommende opdagede, han havde sat forkerte processer igang), så jeg må nøjes med kun at arbejde lokalt på min PC, og det er ikke særlig let. Men det er jo virksomheden det går ud over - der ryger jo mindst 50% effektivitet af de møder, jeg skal deltage i her i Norge, da vi ikke kan få fat i de informationer vi skal bruge.

Så jeg imødeser en tur mere herop i marts kan jeg næsten gætte mig til.

Nå men det er ikke så galt - turen er nu god nok.

Hotellet bøffede så også i det. Jeg fik et værelse lige op af elevatoren og klima-anlægget, så der var en konstant støj som i bunden af en stor bilfærge. Jeg forsøgte at ignorere det, men det var umuligt at sove (jeg skal have min 1 times lur ved 18 tiden når jeg har været oppe kl 5) . Så jeg gik ned og beklagede mig lidt. Receptionisten - den søde knægt (for han er ikke ældre), sprang straks med op på værelset og gav mig ret i, at det var uudholdeligt, så jeg har fået en af suiterne uden ekstra beregning - ikke dårligt - blot ærgerligt, man ikke skal bo her en uge, når forholdene er så gode.

Her er så fri internet - så derfor kan jeg sidde i lænestolen og se norsk ishockey og skiløb samtidig med at jeg opdaterer min blog.

På nørklefronten er det blevet til en kasket i Colinette Shimmer 5 i farven Toscana. Den er hæklet efter en drops model fra blad nr 93, men Drops er elendige med deres hæklefasthedsangivelser: de angiver kun bredden af maskerne - ikke højden og jeg skal nu trævle op og hækle den for 3 gang - for jeg mangler bare rastahår, så kan jeg konkurrere med Bob Marley og andre Reggae fyre, så stor blev kasketten - den varmer helt ned på skuldrene næsten.

Men da den kun tager 1 aften at hækle, varer det jo aldrig - og garnet skal ikke gå til spilde, så rip-rip-rip

og tilbage til sokkestrikningen og TV-norge med deres CSI-serie

Positivlisten for igår og idag er følgende:
  1. Gøre Lin glad ved at give hende lov til nu at få tv-kanaler ind på hendes værelse (hun har haft TV til playstation længe, men jeg har altid været modstander af at sætte TV på børneværelse - de skal ikke sidde der og kukkelure. Men jeg må jo acceptere at en teenager har brug for sit eget og der hører åbentbart TV til nu om dage
  2. Var på shopping med Lin - fandt et par lækre bukser til hende, men de var 3-4 numre for store- så igen Mor er en helt - hun kunne sy dem ind og lave skjulte læg, så de nu passer.
  3. Hæklet 1. kastet - trævlet op og hæklet 2. kasket. Nu mangler jeg bare at trævle op og hækle den 3. kasket. Jeg kan mønsteret udenaf efterhånden - og det er ikke kedeligt
  4. Kræse for mig selv med lækker parfume i den toldfri (Obsession Night fra Calvin Klein)
  5. strikke ½ sok på flyveturen her op til Oslo
  6. Klare en lang arbejdsdag til trods for 4 timers søvn forrige nat - og endda en GOD dag tiltrods for IT drillerier
  7. Have succes med at ignorere smerterne og være glad alligevel
  8. Have en dejlig chat med Ulla og Hanne

Ikke nogen dårlig liste - vel?

Ingen kommentarer: