11. januar 2007

Tjaeee - så faldt den første sne i Aalborg
og den kunne ikke blive liggende... Hov, havde jeg ikke hørt vejrudsigten - og jeg der ellers klæder mig på hver morgen efter denne - overraskelsen var der i hvertfald, da der pludseligt sneede næsten vandret uden for mødelokalerne på SONOFON.

Både Jubii og øv. Jubii, for så kommer den frost måske endelig, som kan bringe orden i naturen og få myggeæg slået ihjel - og øv, for hækken og vintergækkerne er allerede ved at springe ud - og jeg kan jo ikke tåle kulden i mit dumme fjæs, så jeg er isoleret i mit hjem så længe.

Men frostvejr er nu smukt, så det kunne være rart.

Dagen idag skal slet ikke beskrives. Flyvende aber, teflon-skuldre og manglende tagen ansvar for egne handlinger har præget den på job, så det var ikke en god dag.

Men hvor er jeg dog godt gift og heldig med min datter. For da jeg kom hjem, nussede hun mig og puttede mig, så jeg kunne få hvilet. Kim kom hjem, syntes jeg så lidt træt ud og foreslog en stille aften, hvor vi spiste ude og derefter nød en kop kaffe med chokolade hjemme.

Jeg syntes først det var uoverskueligt, men hvor gjorde turen dog godt alligevel.

Hvad har jeg så nået idag - ja listen bliver ikke lang - men alligevel
  1. en lang og god diskussion om Maria Hirses bog Æblekinder, som Lin netop har læst. Det gav en god snak om anorexi og de problemer, man kan komme ud i, når man er ung. Sådanne diskussioner giver mig en stor tryghed for at hun nok skal klare sig, den dejlige unge.
  2. hyggelig middag på Bones med Lin og Kim.
  3. en halv time i sofaen liggende med hovedet på Kims lår og slappe af. ja tryghedsnarkoman er man jo nok lidt.
  4. skrive lidt på min dagbog her. Det er nu godt at samle op på dagens positive hændelser og afslutte de negative

I morgen er det næsten weekend. Jeg glæder mig til at få ugen afsluttet og ikke mindst til at få en tur med Jette G og Hanne S til Birthes butik i Ry på lørdag - hvor jeg forhåbentlig møder mange andre dejlige piger.

Nu står den på lidt sokkestrikkeri til Tamora Pierce på cd'en, så bliver dagen godt afsluttet.

Ingen kommentarer: